Økologisk dyrkning af æbler kan være en udfordring. Æblerne bliver ikke sprøjtet eller på anden måde kunstigt behandlet.

Ikke alle sorter af æbler er lige velegnet til økologisk dyrkning. Samsø Æbler har valgt fire sorter som er blandt de mest modstandsdygtige overfor de fleste sygdomme.

Til bestøvning af træerne står der udvalgte paradis æbletræer for hvert 10 træ, og i blomstringstiden vil plantagen blive besøgt af bistader.

Sorterne er Discovery, Aroma, Holsteiner Cox og Ingrid Marie. Udover hensynet til sygdomme gør valget af de fire sorter at sæsonen kommer til at strække sig længst muligt med både tidlige og sene sorter.

I plantagen står træerne med 120 cm mellemrum, og får ikke lov til at blive højere end 250 cm. Æblerne vil blive håndplukket, sorteret manuelt og derefter opbevaret ved ca 4 graders celsius, som forlænger æblets levetid efter høst.

I plantagen findes der derudover et antal træer af gamle danske sorter og også enkelte oprindelige sorter fra Samsø.

Discovery

Et af de flotteste æbler. Sprødt, saftigt og hvis det har fået tilstrækkeligt med sol bliver det rødt i de fineste nuancer.
Discovery er et tidligt æble, kan plukkes allerede i slutningen af August, og holder sig i to- tre uger, altså noget længere end andre tidlige æbler. Træet vokser stille og roligt og er et godt træ til at modstå sygdomme. (Illustration af Kirsten Tind)

Aroma

Er et meget flot og appetitligt æble. Rødt og flot som et æble skal være. Aroma æbletræet leverer et stort udbytte og træet vokser meget kraftigt. Dette træ skal der holdes godt øje med. Æblet kan plukkes i slutningen af september og kan holde sig i et par måneder. (Illustration af Kirsten Tind)

Holsteiner Cox

Æblet er stort i farverne gul, rød og orange. Frugtkødet er fast og saftigt. Smagen lidt syrlig og med megen aroma. Minder lidt om Cox Orange æblet. Det plukkes i september, og kan holde sig helt til januar, men smager allerbedst i November og starten af December.
Træet er modstandsdygtigt over for de fleste sygdomme; men træet vokser hurtigt, så det skal holdes nede. (Illustration af Kirsten Tind)

Ingrid Marie

Kan vel næsten kaldes et nationalæble. Æblet vi ofte forbinder med julemåneden. Et flot spættet æble, med den karakteristiske syrlige smag. Æblet kan plukkes i det meste af oktober måned. Ingrid Marie er ikke helt ligeså godt til at modstå sygdomme, og skal opbevares omhyggeligt ikke for tørt og ikke for fugtigt. (Illustration af Kirsten Tind)

Kronetræer

Omkring i plantagen står sorter af gamle danske æbletræer. Blandt andet findes flere af de oprindelige Samsø sorter, herunder Kyholm, Peder Mikkel og Stjerneæble. Disse træer får lov til at vokse som kronetræer og er placeret med god afstand, så de kan vokse sig store og flotte.

Sunburst Kirsebær

Plantagen rummer også 18 kirsebærtræer. Det er sorten Sunburst, som er et meget flot op til 2 cm stort mørkerødt kirsebær. Bærret er hjerteformet, blankt og meget saftfyldt. Kirsebærrene kan plukkes fra midten af juli.